Historie

Historiefaget har mange former for metode og måder at arbejde med historien på. Dette er en oversigt over en række af dem. De er forklaret kort her, men uddybes fx i bøgerne Den lille hjælper til historie, Fra fortid til historie eller Historie – Metode, teori, filosofi. Brug en af dem, hvis du vil arbejde med en eller flere af metoderne.

Kildekritik, herunder forskellige materialetyper

I historiefaget ønsker vi ved hjælp af metoder at sige noget om fortiden eller menneskers opfattelse af fortiden. Vi bruger kilder til at finde frem til viden. I den forbindelse skal vi være opmærksomme på, hvordan vi anvender kilderne.

Vi kan tolke kilderne som beretninger, dvs. vi spørger om, hvad nogen gerne vil fortælle (berette) os om fortiden. I den forbindelse skal vi vurdere, hvor troværdig denne beretning er. Her anvender vi vores værktøjskasse til kildekritik.

Alt muligt kan være kilder: tekster, billeder, film, kunstværker osv.

Alle kilder er levn. Et levn er noget fra fortiden, som vi stadigvæk har. Hvis vi vælger at tolke en kilde som et levn, så spørger vi om, hvad denne kilde siger om den del af fortiden, som den er en del af.  Dvs. vi spørger ikke, om kilden er troværdig eller taler sandt. Fx er et hus et levn fra den tid, det blev bygget. Men huset forsøger ikke at fortælle os noget og det lyver aldrig, men ved at se på, hvordan det er indrettet, kan vi fx finde ud af, hvordan dem der har bygget det tænkte om, hvordan en familie skulle leve sammen.

Når historikere skriver noget om fortiden, kalder vi det fremstillinger. Dem skal vi også forholde os kritiske til og bruge fagets metoder, når vi anvender dem.

Forandringer og forklaringer

Historiefaget arbejder meget med at forstå, hvorfor historiske begivenheder sker og hvorfor samfundet og menneskers liv forandrer sig. I den forbindelse taler vi fx om årsager og konsekvenser. Vi taler om, hvordan vi deler historien op i perioder (periodisering) og hvorfor vi gør det. Vi taler om, hvornår der sker noget afgørende nyt (brud i historien) og hvornår der måske ikke gør (kontinuitet). Vi ser på de rammer som mennesker lever under (det historieskabte – strukturerne) og på hvordan mennesker kan forandre historien (ved at være aktører/historieskabende). Vi ser på, hvordan historiske begivenheder hænger sammen med, hvad der er sket forud (diakront) og hvordan de hænger sammen med, hvad der sker andre steder samtidigt (synkront). Vi ser på, hvordan mennesker fortolker historiske begivenheder og sammenhænge som noget, der er unikt og kræver en helt særlig forklaring (idiografisk) eller mener, at de kan forklares ud fra grundlæggende principper for, hvordan historien udvikler sig (nomotetisk).

Erindringshistorie og historiebrug

Historien har en betydning for, hvordan mennesker tænker og handler i dag. Derfor har vi teorier og begreber, som kan bruges til at forklare, hvordan folk bruger historien med et bestemt formål for øje eller vælger at huske fortiden på en bestemt måde – også selvom det egentlig ikke var det, der skete.

Historiesyn

Når historikere og andre mennesker siger noget om historien, kan de være præget af bestemte måder at tænke om fortiden på og forklare fortidens begivenheder. Det kaldes historiesyn og kan fx være materialistisk, dvs. at man forklarer historiske forandringer ud fra, at mennesker har grundlæggende fysiske behov (fx økonomiske), som de skal dække. Derfor slutter dig sig sammen i grupper for at bekæmpe andre grupper.

Et historiesyn kan også være idealistisk, dvs. at man mener, at historiske forandringer skabes af store personligheder, der kæmper for ideologier og visioner for fx samfundets udvikling.

Historieteorier

Nogle gange udvikler et bestemt syn på historien sig til en hel teori om, hvordan den vil forløbe. Et eksempel på det er Karl Marx, som med baggrund i et materialistisk historiesyn spåede, at de grundlæggende modsætninger i samfundet ville føre til revolution og et kommunistisk samfund.

Francis Fukuyama hævdede ved den kolde krigs afslutning, at demokratiet er historiens mål. Samuel Huntington hævdede nogenlunde samtidig, at verden er opdelt i store grupper af lande, civilisationer, som har kulturer, der er indbyrdes uforenelige. Derfor vil civilisationerne støde sammen i konflikt.

Historie og de tre hovedområder

Historie er først og fremmest et humanistisk og et samfundsfagligt fag. Historie er humanistisk, når vi arbejder med historisk empati, dvs. vi ved at studere kilderne prøver at forstå, hvordan fortidens mennesker har tænkt og følt.

Historie er samfundsvidenskabeligt, når vi fx beskæftiger os med, hvordan fortolkningen af historien hænger sammen med politik og vores samfund i dag. Eller når vi bruger sociologisk teori om det senmoderne samfund. Eller fx beskæftiger os med, hvordan verdens økonomi fungerede i 1930'erne.

Historie er ikke et naturvidenskabeligt fag, men naturvidenskabens viden og naturvidenskabelig metode spiller alligevel en rolle i faget. Fx når vi snakker om, hvordan vi finder frem til, hvornår arkæologiske levn som vikingeborge er blevet bygget ved hjælp af kulstof-14-analyser. Eller hvor et menneske fra bronzealderen har levet ved at se på strontium-isotoperne i hendes tænder. Eller anvender blodtyper og DNA til at finde ud af, hvor Færøernes befolkning indvandrede fra.

Sproglige analyser

I historie kan vi også anvende diskursanalyse eller begrebshistorie, hvor vi ser på, hvordan mennesker forstår bestemte ord, hvordan denne forståelse forandrer sig over tid og hvilke konsekvenser, det kan have.

Økohistorie og klimahistorie

Et af vores faglige mål er at beskæftige os med naturgrundlaget, dvs. den natur og det klima, mennesker er afhængige af og løbende påvirker. Hvordan hænger udviklingen af vores samfund sammen med forandringerne i naturen? En af tilgangene her kaldes Big History, hvor man ser menneskets udvikling i sammenhæng med jordklodens udvikling gennem tiden.

Teorier om mennesket i historien

Der findes en lang række teorier om, hvordan opfattelsen af mennesker og synet på mennesker har forandret sig gennem tiden. Feministisk historie arbejder ud fra, hvordan ligestilling og særligt mangel på ligestilling har påvirket mennesker gennem tiden. Forskerne Norbert Elias og Michel Foucault stiller spørgsmålstegn ved, om mennesket er blevet mere frit ved at blive mere ”civiliseret” og ”dannet”. Måske er vi blevet endnu mere styrede og disciplinerede, selvom vi taler pænere og slår hinanden mindre.

Den slags teorier kan bruges til at arbejde med børneopdragelse, skoler, kønsroller, synet på kriminelle, seksualitet osv.