Oldtidskundskab
Faget oldtidskundskab beskæftiger sig med læsning og fortolkning af oversatte tekster, kunst og arkitektur fra den græske og romerske kultur i antikken, dvs. fra omkring 750 f.Kr. til omkring 400 e.Kr.
Oldtidskundskab er et humanistisk fag og anvender derfor helt overordnet den hermeneutiske metode, dvs. den fortolkende tilgang. Under den overordnede hermeneutiske metode sorterer andre og mere konkrete metodiske tilgange.
Nærlæsning er udgangspunktet for arbejdet med at læse, analysere og fortolke tekster i faget oldtidskundskab. Nærlæsning er en grundig og tekstnær analysemetode, med fokus på hvad der står og hvordan det står skrevet. Alt tekstarbejdet skal foregå så tekstnært som muligt og med inddragelse af udvalgte tekstuddrag, citater, linjer eller enkeltord.
Autopsi: Den primære metode i faget kaldes autopsi, hvilket på græsk betyder selv-syn. Analysematerialet i oldtidskundskab er altid antikke tekster eller antik kunst, der analyseres og fortolkes i egen ret. Det indebærer, at man selv læser en tekst af en antik forfatter, f.eks. Homers Iliaden, i modsætning til at man i en lærebog læser om værket. Man læser og fortolker på den rene tekst.
Idiografisk læsning: Når den autoptiske læsning kun beskæftiger sig med én tekst, f.eks. tragedien Antigone, kaldes dette en idiografisk læsning.
Induktion: Den autoptiske metode er induktiv, så længe man ikke anvender baggrundsviden om forfatter og genre. Man vil i sit arbejde med teksten komme til at forstå et emne og derved kunne generalisere på baggrund af arbejdet med teksten. Læser man tragedien Antigone, kan man inducere (= udlede) noget, f.eks. hvad en tragedie handler om, hvordan den opbygges og hvordan sproget flyder i en bestemt rytme.
En fare ved denne metode er, at man som nutidig læser kan udlede noget forkert i sit møde med den antikke tekst. Man skal fokusere på, hvordan en person i antikken ville læse og forstå en tekst – og dette kræver en kontekstuel nærlæsning. Dette betyder, at man læser så nykritisk som muligt, men med en nødvendig forståelse for og indsigt i tekstens kontekst og samtid.
Deduktion: Oldtidskundskab kan også arbejde deduktivt ved at inddrage baggrundsviden om den antikke tekst, f.eks. om forfatter og genre, og derefter 'låne' metoder fra andre fag og genstandsområder til at fortolke de antikke tekster. Her vil man have et konkret problemfelt, som man ønsker at undersøge, f.eks. genretræk for epos. Også i dette tilfælde nærlæses teksten med henblik på at finde belæg for den undersøgelse, man vil foretage.
Her er en liste med eksempler på metoder fra andre fag, som man også kan anvende i oldtidskundskab:
- Kildekritik
- Argumentationsanalyse og retorik (kommunikationsmodeller, appelformer logos, etos, patos, argumentationsanalyse)
- Monumentanalyse (skulpturanalysemodeller, arkitekturanalysemodeller, analysemodeller for vasemaleri, vægmaleri, mosaikker mv.
- Nykritisk metode (personkarakteristik, handlingsforløb, tid og sted, fortælleteknik, billedsprog, tema og budskab
- Strukturalistisk metode (kontraktmodellen, aktantmodellen, grundstrukturmodellen)
- Indholds- og begrebsanalyse (overordnet indhold og tematik, centrale passager, særlige begreber, verdens- og menneskesyn)
- Social- og kulturhistorisk analysemetode (økonomiske, politiske og sociale forhold, ideer og værdier, værkets virkningshistorie)
