Samfundsfag


Hvad undersøger samfundsvidenskaberne?

Samfundsvidenskaberne undersøger samfund og menneskelige fællesskaber, med henblik på at forstå og eventuelt forbedre samfundsforhold. Samfundsvidenskaben indeholder fire hovedområder:

-Politologi: Det politiske, f.eks demokrati, partiadfærd, vælgeradfærd og magt

-Sociologi: Det sociale, f.eks socialisation, sociale forskelle, identitet

-Økonomi: Det økonomiske, f.eks behov, økonomiske mål og politikker

-International Politik: Det globale, internationale organisationer, krig og fred


Hvordan undersøger samfundsvidenskaberne samfundet - med hvilke metoder:

Kvalitativ metode: Fortolkning af tekster, taler, interviews og udsagn om samfundsmæssige forhold. Denne metode giver os forståelse i dybden, men er til gengæld sværere at generalisere ud fra, da materialet ikke nødvendigvis er repræsentativt for en gruppe af mennesker.

Kvantitativ metode: Indsamling og optælling af mange data fra en større mængde af mennesker, ofte gennem spørgeskemaer og statistisk materiale. Denne metode er god at generalisere ud fra, da materialet er mere repræsentativt for en gruppe af mennesker. TIl gengæld giver metoden os ikke en dybere forståelse for det enkelte individs holdning eller forhold.

Komparativ metode: Komparation betyder sammenligning. Det vil sige, at man med denne metode sammenligner cases, som f.eks to eller flere landes politiske systemer eller befolkningssammensætning. Denne metode giver os grundlag for at se på ligheder og forskelle for dermed at forstå den enkelte case bedre.


Hvordan anvender vi samfundsvidenskabelig viden?

Når vi undersøger samfund og menneskelige fællesskaber, skal vi indsamle empirisk materiale af kvalitativ eller kvantitativ art og anvende samfundsvidenskabelige teorier, modeller og begreber til at forstå og fortolke det indsamlede materiale. Det kan vi gøre på to måder:

Deduktivt: Når vi arbejder deduktivt tager vi udgangspunkt i en teori eller model, og indsamler kvalitativt og/eller kvantitativt materiale, der kan be- eller afkræfte teorien eller modellen.

Induktivt: Når vi arbejder induktivt indsamler vi kvalitativt og/eller kvalitativt materiale for at kunne forstå et emne og generalisere herfra til en lovmæssighed, der så igen kan testes af andre undersøgelser.